Information
Publikation
Årstal: 2021
Skovridergården Louisenlund
– En tid – Et embede – Et hjem
Efter ønske fra bygningsejere har tegnestuen efter færdiggørelse af istandsættelsen og tilbygningen til Skovridergården medvirket til tilblivelsen af en bogudgivelse omkring bidraget med tekster, illustrationer og opsætning af bogen omkring Skovridergården
Gennem to århundreder (1824-2004) var skovridergården Louisenlund i Marselisborg Skovene syd for Aarhus hjem for byens skovridere, og bygningerne var udgangspunkt for skovdriften og indsatsen for gradvist at gå fra klassisk skovbrug til samfundsskov til århusianernes fornøjelse. Et ikonisk hus i byen.
Da den sidste skovrider flyttede ud, fik Louisenlund imidlertid lov at forfalde: Det regnede ind gennem taget, og flere af skovens dyr var flyttet ind på førstesalen, da et ungt par i starten af årtusindet forelskede sig i de historiske rammer. De besluttede sig for at bringe værdigheden tilbage til det unikke hjem. Istandsættelsesarbejdet, der nu er tilendebragt, skabte stor nysgerrighed i forhold til stedets fortid, og lysten til at dele den indhentede viden materialiserede sig i bogen her.
Bogen udfolder historien om Aarhus’ skove helt tilbage fra dengang, hvor det var godsejer Marselis, der skridtede jorderne af, til i dag, hvor det nok mest er hurtige løbesko, der bliver sat i mulden. Det er fortællinger om alle de skovridere, der har beboet Louisenlund og hver især har sat deres aftryk på Aarhus’ grønne identitet – og om hvordan de nuværende ejere i samspil med E + N Arkitektur har arbejdet for både at bevare sjælen og puste nyt liv i det bevaringsværdige hus.
Med sin blanding af historieberetning, stemningsfyldte fotos fra skovens rige liv og en kunstners fabulerende kortprosatekster er bogen tænkt til lystvandring – akkurat ligesom Aarhus’ skove indbyder til.