Hvinningdal Kirke

Forslaget til en ny kirke i Hvinningdal tager afsæt i den middelalderlige tradition, som en kulmination på det landskabelige træk med et markant bygningsværk på toppen af bakken – et landmark som identitetsskaber og omdrejningspunkt for områdets boligbebyggelse og med et arkitektonisk særkende for hele Silkeborgegnen.

Arkitekturen udspringer af stedet og bygger samtidig på den danske kirketradition. Konkurrenceforslagets hovedide udspringer dels af placeringen på bakketoppen, som et punkt med mange arme der griber ud i landskabet og indfanger det – på en gang retningsløs og mange-rettet, som en kulmination på grundens højeste punkt. Kirken ligger på bakketoppen som en skulpturel åkandeblomst – organisk i sin struktur og med variationer i bladstørrelser. Det formmæssige hovedgreb affødes dog i første omgang af præmissen om at skabe ét sammenhængende kirkerum, hvor det primære kirkerum og konfirmandlokalerne defineres under et sammenhængende tag. Kirkens form er således et resultat af det konstruktive princip, som sikrer den store rumlighed uden søjler og uden synlige overgange.

Kirkens lyse teglskiver, der udspringer fra det centrale våbenhus – rotunden, opdeler kirkens funktioner og rum, og styrer kig, indkig og dagslysets spil over de gedigne materialer i både foyer og kirkerum.