Information
PROJEKTTYPE:
Læringsmiljøer
UDFØRELSESPERIODE:
2005 – 2007
BYGHERRE:
Foreningen Børnelejren Langeland
YDELSER:
Konkurrenceforslag, projektforslag, projektering, tilsyn og byggeledelse.
Søgård Hovedgård
Projektet på Søgård Hovedgård er et vinderprojekt i Realdanias kampagne “Bevaringsværdige Bondegårde”. Børnelejren på Langeland er en velgørende, non-profit forening, som afholder gratis lejre for dårligt stillede børn. Børnelejrene bliver afholdt på foreningens gård, Søgård Hovedgård, som ligger i naturskønne omgivelser på sydspidsen af Langeland.
Projektet omfatter flere delprojekter, hvor den generelle indgangsvinkel har været at få mest mulig nytteværdi for pengene. Indenfor de eksisterende bygningers rammer indbygges de nye funktioner til børnelejren i form af nye “træbokse” i laden og hestestalden. I den store lade er gymnastik og multisal med omklædningsrum bygget som rum i rummet. Herved skulle der ikke bruges resourcer på dyr og vanskelig istandsættelse og isolering af selve ladebygningen andet end blot tætning af taget. Det store mellemrum gav billige kvadratmetre, der bruges som et stort inde-uderum af børnene til mooncarløb, løbehjul og rulleskøjter. Og laden står intakt og originalt set fra et bevaringssynspunkt. På samme måde blev sovesalene indbygget i staldlængernes loftsetager som rum i rummet. Man kan fra de hyggelige intime sovesale med dobbeltkøjer kigge ud i det rå tagrum og man får dermed en helt særlig stemning med kontrasten mellem nyt og gammelt som et meget synligt og tankevækkende tema.