Information
Udført: 2016-17
Bygherre: Privat
Funktion: Bolig
Lindevej 22, Viby J
På Lindevej i Viby J, tæt på den skønne natur og samtidig i nær afstand til Aarhus C, ligger denne nye villa i et kvarter præget af smukke murermestervillaer på store grunde. Dette skaber mulighed for udmatrikulering og denne nutidige villa med referencer til de fine historiske huse.
Villaen ligger tæt ud til gaden, med den gamle murermestervilla i baghaven. Mod gaden fremstår facaden aflukket med mønstermurværk og ankomstparti, hvorimod facaden mod baghaven åbnes op til naturen med et stort lysindfald og udkig fra villaen.
Centralt i huset ligger det store åbne rum med køkken, stue og et smukt højtliggende vinduesbånd, som giver godt lysindfald – Fra det centrale oktagonale rum er der adgang rundt i hele boligen og til terrassen.
Facadens ydre fortolkning af de gamle murermestervillaer, er centreret om anvendelse af rød tegl med høj detaljegrad, som hulmurværk, zinknedløb i murede recesser samt standerskifte mod terrænet som høj sokkel og mod taget som moderne gesims udført med romersten, som er mere slank i udtrykket end normalformat.
Indenfor trækkes den røde tegl med ind i de sekundære, ydre rum med overgang til de centrerede vægge omkring oktagonen, som er vandskuret og hvidmalet. På disse hviler markante limtræsbjælker som bærer den ottekantede taglanterne, hvorfra det skiftende lysindfald fra alle verdenshjørner kan nydes.