Indretning og delvis overdækning af UNESCO World Heritage-bygning 
Bygherre: Kultudralen
Funktion: Kombineret koncert- og andagtsrum 
År: 2009-12

Download caseark

Visby Kultudral

Den svenske kong Carl XVI Gustav genåbnede S:t Nicolai Kirkeruin i Visby på den svenske nationaldag i 2012. Ruinen stammer fra år 1200. Efter 800 år i dvale er den nu indrettet til koncertrum for 500 personer.

E+N Arkitektur vandt projektet i en skandinavisk arkitektkonkurrence i 2009 og har arbejdet med udvikling og realisering af det i tæt samarbejde med svenske og internationale myndigheder samt bevaringseksperter.
Det er en UNESCO World Heritage-bygning i Visbys beskyttede middelalderby på Gotland, som nu er blevet permanent indrettet og delvist overdækket til et kombineret koncert- og andagtsrum. Kirkeruinen er tilføjet scenefunktioner og publikumspladser til 500 personer på en måde, så den kan opleves som ruin og kulturarvssted i dagtimerne og med få ændringer indrettes fra kirkeruin til fuldt fungerende koncertsal i aftentimerne.

S:t Nicolai Katedralen fremtræder i dag med sine facader og manglende tag som en ruin og med sammensmeltning mellem ruiner og bystrukturen. Kirkerummet var tidligere rammen om sang, prædiken og bøn for Dominikanermunkene på det tilhørende kloster. Fokus var alteret i det østvendte kor. Her var lyset overvældende og dragende, og herfra kom lydene; præsternes prædiken og munkenes sang. 
Med funktionen som koncertsal er fokus flyttet fra øst til vest. Publikum vender ryggen til kor og alter og orienterer sig mod scenen ved vestgavlen. Herfra kommer lyden i dag: musik og sang. Lyset er til gengæld stadig stærkest i alter og korparti. 
Midterskibet er ramme om rummets hovedakse - den akse, hvor oplevelserne er fokuseret i begge retninger - aksen, hvor man opholder sig, og hvor man både i middelalderen har oplevet og i dag oplever lyden og lyset.

Rummet kan opleves på flere måder, og det kan møbleres fleksibelt. Fokus kan lægges på scenen ved vestgavlen, midt i skibet eller ved alteret i det østvendte kor. 

Som en del af projektet har tegnestuen over to år deltaget i forskningsprojektet ”Increased use of ruins through secured masonry and comfortable climate” sammen med The Gotland University og Gotlands Museum. Herigennem er der udviklet nytænkende metoder og løsninger til vind og vejrsikring af ruinen, samt overdækning og beskyttelse på en måde, der respekterer kulturarven.