Tegnestuen

E+N Arkitektur A/S ejes og ledes i dag af arkitekterne MAA Finn Larsen, Eva Holdgaard Jensen, Jesper Back og Thomas Friis. Tegnestuen blev grundlagt i 1958 af arkitektægteparret Inger og Johannes Exner. E+N Arkitektur har en særlig kernekompetence i at udvikle og skabe projekter i spændingsfeltet mellem nyt og gammelt og har gennem mange år samlet erfaring med istandsættelse af - og tilbygninger til - fredede og bevaringsværdige bygninger.

Tegnestuen har i dens 50 års virke bl.a. forestået restaureringen af Koldinghus i perioden under ledelse af Inger og Johannes Exner samt revitaliseringen af UNESCO World Heritage-ruinen S:t. Nicolai i Visby. Gennem disse og mange øvrige projekter har tegnestuen udviklet strategier og holdninger til at arbejde med kulturarv og historisk inspireret nybyggeri.

Tegnestuen har gennem årene stået for opførelsen af et stort antal nye kirker og sognegårde. Desuden har tegnestuen arbejdet med en række projekter i spændingsfeltet mellem nyt og gammelt. Bl.a. ombygning af lade- og staldanlægget ved Hindsgavl Slot til hotel- og konferencefaciliteter, ny velkomstbygning til Spøttrup Borg, auditorium for Hærens Officersskole i Ridehuset ved Frederiksberg Slot samt nyindretning af den nedbrændte Stadtsfestzaal i Antwerpen (Belgien) til butiksarkade.

Det er tegnestuens formål, at tilgangen til hver enkelt opgave bliver individuel og har sit udgangspunkt i brugerens ønsker og behov. Der er på tegnestuen særligt stort fokus på materialekvaliteter og stoflighed og stor vilje til at forfølge kvaliteten fra helhed til detalje. Mange af tegnestuens byggerier i ind- og udland er prisbelønnede samt publiceret i både nationale og internationale tidsskrifter.