Maj 2015

Arkitekt Johannes Exner er død

Vi har med sorg modtaget meddelelsen om, at tegnestuens grundlægger Arkitekt Johannes Exner er død, 89 år gammel.

Johannes Exner har præget dansk arkitektur igennem flere generationer. Han satte et fagligt stort aftryk; dels som professor på arkitektskolen igennem en lang årrække, dels via sine mange kirkebyggerier og restaureringsprojekter. Johannes og hustruen Ingers omfattende restaurering og genopbygning af Koldinghus blev præmieret med Europa Nostra prisen og betragtes i dag som et hovedværk i dansk og international restaureringsarkitektur. Som en anerkendelse af Johannes Exners samlede virke modtog han desuden personligt Den danske Europa Nostra Pris i 2011.

 

På tegnestuen har Johannes Exners utrættelige arbejde med at udvikle projekter med stærke hovedgreb og veludførte detaljer været til stor inspiration for alle, der har arbejdet sammen med ham. Johannes Exner betragtede altid et givent problem som en positiv mulighed for at finde frem til en unik detalje.

 

Igennem mange år har vi nydt godt af Johannes Exners store viden og analytiske tilgang til arkitektur, hvilket fortsat er en stor kilde til inspiration og udvikling hos E+N Arkitektur.

 

Vi er hos E+N Arkitektur vemodige over at have mistet tegnestuens grundlægger, men samtidig stolte over at være med til videreføre Johannes Exners faglige arv. Vores tanker går i denne stund til hele familien.
 

Æret være Johannes Exners minde.

 

E+N Arkitektur